Pletfjerner til kønsrollerne

January 28th, 2009

Ligestilling er et plus-ord. Men på mange områder er der langt igen, fx hvad angår jobs og lønninger. Kvinder tjener 15 procent mindre end mænd, de fleste chefer er stadig mænd, og det er stadig kvinden, der går ned i tid, mens børnene er små, osv, osv. Og kvindekroppen udnyttes stadig kommercielt på en masse områder.

De fleste af os vil gerne ha’ mere ligestilling, men hvad skal der til? Og hvor langt vil vi gå? Sikkert knap så langt som i “Kvinde ved tidens rand”, hvor ørnene avles i biologiske miljøer og mænd og kvinder skiftes til at “mødre” dem. I øvrigt en rigtig god bog af Marge Piercy.

Hvad mener vi egentlig med ligestilling, og hvem definerer hvor der er behov for ændringer? Debatten handler stadig mest om arbejdsmarkedet, børnepasningen og opvasken, samt om andre områder, hvor mændene burde opføre sig anderledes.

Anderledes? Det gør vi efterhånden også, mange af os. Men nogle steder er forandringerne til at overskue. Som en voksen, veluddannet kvinde en gang sagde til mig: “Hvorfor skulle jeg dog lappe min cykel, når jeg kan få en mand til det?”

De gamle roller er nogle gange bekvemme for kvinderne – det er stadig dejligt, når manden galant gør de ting, mænd alle dage har gjort: Åbner døre, ordner storskrald, skifter tændrør, er aktiv i sengen, byder op til dans, tager det første score-initiativ, osv.

Det er tvivlsomt, hvorvidt ligestillingsprojektet kan komme videre uden at inddrage samtlige afkroge af vores kønsroller. Men hvordan kan det være, at en række kvindelige adfærdsmønstre i årevis har levet deres eget uberørte, uskyldige liv – og hverken anses for “chauvinistiske” eller politisk ukorrekte?

Hvem har bestemt, hvad der (ikke) skal på den kønspolitiske dagsorden? Og hvorfor findes de blinde pletter netop der, hvor det ikke handler om mænds privilegier og kvinders undertrykkelse, men om kvinders privilegier? (Ingen præmie til rigtige svar). Det er som på arbejdsmarkedet – vil man have udvikling, må man kigge fordomsfrit og kritisk på rutiner og kompetencer – hos alle personalegrupper.

Kvinder er trætte af at være objekter, der er afhængige af mænds initiativer og handlinger, og det er da ved gud også dødssygt for begge parter. Men det vil nok hjælpe en del, hvis kvinderne griber i egne barme og prøver at fjerne sløret over de blinde pletter. Mændene hjælper sikkert gerne, galante som altid.

Vi er gennem 30 år blevet påvirket på godt og ondt af mantraet “tag-jer-nu-sammen-mænd”, og det er fint nok. Men – hånden på hjertet – er det ikke på høje tid, at det for alvor bliver et fælles projekt?

Man kunne fristes til at sige: “Nu ka det være nok!” for at citere nogle interessante danske nyfeminister.

© Jesper Madsen 2002

Leave a Reply