Kærlighedens kapitler

March 13th, 2009

Jeg mødte dig i 70’erne, i 80’erne, i 90’erne og efter årtusindeskiftet. Vi gik i skole sammen, skottede til hinanden tværs over støvede lokaler, der er væk nu, dengang alt var muligt, selv om ingen anede, hvad det betød. Vi fandt hinanden blandt vennekredsen, så noget særligt i hinanden, eller måske var fælles om, at vi ikke hørte særlig godt til blandt de andre. Vi mødtes på arbejdspladsen – vores midlertidige arbejdsplads, dengang alt var midlertidigt – lagde mærke til, at vi lagde mærke, forelskede os i forelskelse, forpligtede os til forpligtelse. Vi mødtes en søndag eftermiddag, mens vi ventede på børnene inde ved siden af, det sidste sted på jorden og det sidste tidspunkt i tiden, man venter at mødes. Kapitlet er ikke slut.

Du gik og var interesseret i en anden. I piger hviskede sammen, fnisede, rødmede. Jeg kunne ikke forestille mig, at være emne for den slags, men set i bakspejlet, hvorfor egentligt ikke? Måske er kærligheden ikke så klog, ikke så kompliceret. Måske er den kun kemi, der starter i næsen og udløser uskyldigt fyrværkeri i hjerne og krop. Måske er den mere gensidig end vi tror. Det blev os to et stykke tid, vi legede vi var voksne, lukkede verden ud, så kun hinanden, ejede hinanden. Længsel, jalousi, misforståelser. En dag er det hele slut, og man undrer sig over, hvad der gik galt. Måske er der ingen slutninger, bare nye tilstande, flere nuancer. Kapitlet er ikke slut.

Der var du, vågen blandt de sovende. Du sagde et eller andet. Måske til mig, eller måske fiskede du bare efter opmærksomhed. Du fik den, i et smukt, intenst øjeblik, der føltes som et stød. Det var som at kigge i et spejl, hvor det genkendelige aldrig helt kan udviske det ukendte, det mystiske. Jeg vidste øjeblikkeligt en masse om dig, men blev samtidig fyldt med spørgsmål. Et menneske er ikke kun en lineær historie, men en kegle, der fylder i alle dimensioner på en gang. Vi tør næsten ikke kigge ind i hinanden, dele af dybden, men måske burde vi lære det. Kapitlet er ikke slut.

Jeg tænker tit på dig, hver dag endda, og det har stået på i flere år. Der ligger noget dybt under de overfladiske træk: en viden, en kendskab, en energistrøm, hvis vi tør erkende det. Det minder lidt om den første forelskelse fra dengang vi var teenagere, bare i et roligere tempo. Dengang var det smertefuldt, lidenskab uden dybde, en steppebrand, der var overstået lige så hurtigt som den opstod. Det her er anderledes, en erkendelse, der ikke kræver en udløsning. Den kan vare ved, uden hverken at tilfredsstille eller at skuffe, blot den aldrig står helt stille. Livet fører os i parallelle baner, og vi skotter til hinanden hen over kløften. Måske krydser banerne et sted, vi ved det ikke. Måske mangler der en særlig grund, eller måske findes der for mange forhindringer. Kapitlet er ikke slut.

Vi har fået børn. Nu er de i centrum. Vi deler vores kærlighed med dem, men er ikke blevet mindre for hinanden af den grund, bare noget andet. Kærlighed deler sig ikke over i mindre mængder når den møder nye genstande. Den vokser med deling. Men børnene ændrer vores kærlighed, tager noget fra og tilføjer noget nyt. De elementer, man savner i kærligheden burde man kunne søge andetsteds, uden at det går ud over det gamle og det nye. At man ikke tillader den frihed skyldes en manglende indstilling, manglende erkendelse af menneskets dynamiske bane i tiden. Det skyldes manglende fantasi. Når vi kun søger lykken i stilstand fortjener vi den ikke. Det burde ikke overraske, at tingene går i stykker, når vi støber dem i ufleksible materialer, uden plads til vækst og bevægelse. Kapitlet er ikke slut.

Jeg elsker din manglende sentimentalitet. Jeg elsker, at du ikke viser spor af romantik. Det er så sjældent, så forfriskende, så utroligt kultiveret: Lidenskaben kaster sin flamme udad mod noget fælles, ikke indad, hvor den vil udslette de dele af hinanden, der er tabu. Det tillod vi så mange gange før, ikke fordi det skulle berige tilværelsen, men bare fordi det var en vane, kulturen havde lært os. Kapitlet er ikke slut.

Vi har arbejdet sammen. Din duft er så kraftig og overvældende, at den kan hænge i luften et helt døgn efter du har været der. Jeg er nødt til at lufte ud, ikke fordi duften er ubehagelig, men fordi jeg bliver beruset af den, rundtosset. Det er det, jeg får kvalme af: min egen tilstand, frygten for at miste fodfæste i mit ellers så klippefaste jeg. Man siger, det ikke er muligt at huske en duft, men jeg husker din, åh ja. Eller måske er det kun virkningen af den: de farver, den maler på tilværelsen. Kapitlet er ikke slut.

Vi har diskuteret, provokeret, overtrådt grænser. Vi er blevet venner og uvenner og venner igen. Vi har mødtes i cyberspace og senere i tirsdagens og torsdagens virkelighed. Jeg har prøvet at mærke efter seksuel lyst til dig mens vi var sammen, men den er der ikke. Hvad er vi over for hinanden? Hvad er vi ikke? Skal det hedde noget overhovedet? Den fejl har vi begået så mange gange før: sat navn på ting, på os, for at tilfredsstille venner, familie, myndighed, samfund: Vi har lovet faste forhold, hvor alt er flydende. Vi har lovet at bevare fodfæste, hvor alt er glat. Vi har lovet at skelne mellem roller, følelser, lyster, dufte, hvor alt er smeltet sammen i en enhed. Vi har lovet og aftalt og defineret og sat navn på, men forsømt at være. Kapitlet er ikke slut.

Tabuer er der mange af. Det er ikke nok at få det sagt. Begge parter skal være modne til at rumme det. Der er for meget vildtledelse, og for lang vej tilbage. Der er for mange formodninger og normer, der skal afmonteres, for mange fordækte kort, der skal lægges på bordet, før vi står lige over for hinanden, og kan se ting i øjnene. Kapitlet er ikke slut.

Jeg nyder, at tanken er forbudt. Tanken om, at du ligger deroppe og venter på mig, om du er klar over det eller ej. Eller tanken om, at chokket får helvede til at bryde løs om ørerne på os. Tanken om, at jeg er noget særligt og har ret, eller blot er narcissistisk og indbildsk. Tanken om tanken: at være alle disse ting, set fra forskellige vinkler og med forskellige øjne, og magte det blik, der ser alle modsætninger på en gang. Bevidsthed, der skaber kreativ distance til værket, sætter en ramme om det, gør en klogere i sin gabende uvidenhed. Kapitlet er ikke slut.

Vi mødes i forårets regn, sommerens sved, efterårets blæst og vinterens sne. Vi er begge to i farten, jeg på vej hjemad, du på vej ud i verden, og vi mødes i grænselandet mellem hej og farvel. Vores stier krydser et sted, hvor alting handler om andetsteds, i et nu, der kun handler om før og senere. Et nu, der overrasker ved pludseligt at blive væsentligt. Kapitlet er ikke slut.

Elskede, kammerat, kæreste, muse: Du får så meget af mig, som du formår at tage imod, men du får det ikke kun til dig selv. Giv mig alt, hvad du har at give, men giv det ikke kun til mig. Vi slutter ikke det ene kapitel, før vi begynder på et nyt. Kapitlet slutter aldrig.

© P.J. Nice 2009

Leave a Reply