Normalitetens moralske mission

April 16th, 2009

Opinion, sendt til Weekendavisen d. 9. april 2009

Normalitetens moralske mission

Sidst i 80’erne fik jeg mit første fuldtidsjob som professionel musiker: Min trio blev hyret til at spille på en natklub i Londons Mayfair-kvarter. Stedet havde åbent seks aftener om ugen og bandet spillede i tidsrummet 21:00 til 03:00.

Det var en ny livsstil og der fulgte et kulturchok med: Man skulle først vænne krop og sjæl til natarbejdet, dernæst gå en besynderlig og hidtil ukendt subkultur i møde. Klubben tilbød musik, underholdning, mad og drikke, men det var ingen af disse ting, der var stedets store trækplaster. Det var nemlig escortpigerne, der var grunden til, at gæsterne kom og betalte de tårnhøje priser. Stedet tiltræk mænd i habitter og slips: gennemrejsende forretningsfolk fra alle mulige verdens lande, værter og deres klienter. De mange kvinder, der var til stede hver aften kunne ligne gæster, men var – ligesom os – hyret af stedet til at underholde gæsterne. Og ligesom os vare de freelancere. Gæsterne betalte for deres selskab, og escortpigerne fik en procentdel. Hvis de ønskede at lave private aftaler med gæsterne ved siden af, så skulle de gøre det efter arbejdstid, diskret og uden for klubbens område, for prostitution var ulovlig, og ejerne var nervøse for en hver antydning om rufferi.

Alt dette forklarede klubbens manager da vi skrev under på kontrakten. Efter mange års erfaring var det hans konklusion, at musikere ikke var til at stole på, og derfor blev vi underlagt en streng regel: Ingen samtale eller anden kontakt med escortpigerne. Vi overholdt reglen så godt, vi kunne. Men det var svært, for vi var tre unge mænd blandt de mest smukke, sexede og tiltalende kvinder, vi nogensinde havde set. Der opstod en del bekendtskaber på trods.

Hvem var disse kvinder, der solgte selskab og sex? Var de usle, tragiske skæbner? Havde de gæld? Var de nymfomaner, stofmisbrugere, ofre for seksuel vold? Det ved jeg ikke. Men de virkede lige så velfungerende som os andre. Bedre endda. Nogle var studerende, nogle læste jura og medicin, andre havde jobs i dagtimerne. Nogle var escortpiger på fuldtid. Vi diskuterede det i bandet. Hvordan ender sådan nogle pæne piger her, i denne branche? Sådan nogle pæne piger, der har så meget at byde på, så mange andre (normale) valg? Det var ufatteligt.

Først mange år senere gik det op for mig, at jeg havde påduttet disse kvinder en offerstatus, der ellers ikke var synligt: Selvfølgelig havde de det elendigt. Selvfølgelig led de under hårdt, opslidende pres. Selvfølgelig var de skadet og belastet. Hvis det ikke så sådan ud, så var det fordi de var verdens dygtigste skuespillere!

Men måske var de lige så fri som os musikere, der fulgte kun nattens regler, arbejdede og holdt fri som det passede os, og tog kun de arbejdsopgaver, vi ønskede os, ophævede vores kontrakt når vi ikke gad de absurde regler mere. At have ondt af de prostituerede var kun en selvfølge, fordi vi var middelklassesdrenge, opvokset i ‘normale’ og autoritetstro vilkår, langt væk fra en verden, hvor folk træffer andre valg, søger en anden grad af personlig frihed, end vi turde.

Normalitet er ikke kun neutralitet. Den kan også missionere og tyrannisere. Mine normale og autoritetstro forældre var så angst for rockmusikkens farer, at de fortalte mig som 11-årig, at mine forbilleder, Pink Floyd, var junkier. For det var alle rockmusikere jo dengang, hvad end ordet ‘junkie’ egentligt skulle signalere. Musikerne var ‘unormale’, og derfor fik de klistret et mærkat på, som gjorde dem til usle, tragiske skæbner, uden holdbare kompetencer eller fremtid. Det var et skræmmebillede, der hørte med til opdragelsen. Jeg var nødt til at forkaste dette billede, eftersom det slet ikke hang sammen med den verden, jeg fandt i musikken. Men man vil nødig gøre op med det værdisæt, man får i arv, uanset hvor absurd, det er. Jeg kan stadig se omridset af et sygt vrag overlagt den velrundede og aldrende Roger Waters, når jeg ser ham på TV. Illusioner bekæmper hinanden, men jeg vil hellere kæmpe mig fri af dem.

Og hvor har det været et chok at opleve, at jeg selv er blevet påduttet værdier, problemer, en skæbne og en status på grund af mit erhverv. Musikerfaget har sine hårde sider og sine dårlige dage, men for mig repræsenterer det frihed. Måske havde en af escortpigerne sagt noget lignende om sit fag, hvis jeg havde spurgt for 20 år siden, i stedet for bare at dømme bag normalitetens briller.

Debattører, der argumenterer for en kriminalisering af sexkøb bruger tit normaliltet som argument. Man kombinerer den med omsorg og synes, det er synd for dem, der falder ved siden af. Man ville selv have det skidt med at levere seksuelle ydelser. Alle ens normale familiemedlemmer, venner og bekendte ville have det skidt med det, mener man. Prostitution skal bekæmpes, fordi den ikke er normal. D’herrer Hansen-Hansen og Lyngbye kan ikke gøre den normal – og dermed acceptabel – med deres evolutionære argumenter. Lovgivning skal signalere, at den ikke er normal seksuel adfærd, hedder det. Og hvad så?

Lad frisind og rummelighed blive normale, og så kan vi endelig slippe for normalitetens moralske mission.

© P.J. Nice 2009

Next »